Beredskabsstyrelse beklager fund af dokumenter

Beredskabsstyrelsen går nu offentligt ud i en pressemeddelelse og undskylder, at analyseresultater fra terrorsagen i Odense er blevet fundet i Universitetsparken i København.

Burde ikke kunne ske

- Det er dybt beklageligt, at vores sikkerhedsforanstaltninger er svigtet. Noget sådan skulle ikke kunne ske med de strenge sikkerhedsprocedurer, der praktiseres på Beredskabsstyrelsens Kemiske Beredskab, siger Beredskabsstyrelsens chef Frederik Schydt.

Kemisk Beredskab har siden ransagningen i Vollsmose i sidste uge analyseret de sprængfarlige væsker, som politiet fandt.

Det var udkastet til en rapport om dette, som i weekenden blev fundet uden for Kemisk Beredskabs kontor og efterfølgende faldt i dagbladet BTs hænder.

Frederik Schydt følger nu opfordringen fra vicepolittimester Arne Gram og iværksætter en intern undersøgelse af sagen.
Herefter tager han stilling til, hvad der videre skal ske.

Oversigt

    Oversigt