I det fynske folks tjeneste

Bios-sag kan trække ud i årevis

Bios-sagen kan i uheldigste fald blive en sejtrækker. Foto: Claus Fisker/Scanpix

Hvis Falck taber sagen i Konkurrencestyrelsen kan det ende helt i Højesteret.

Konkurssagen mod det hollandske ambulanceselskab Bios, der indtil i sommer varetog ambulancekørslen i Region Syddanmark, kan komme til at trække ud i årevis.

Det oplyser Jan Bruun Jørgensen, der er kurator i konkursboet.

- Hvis Falck har overtrådt konkurrencelovgivningen ved at forhindre Bios i at ansætte reddere, kan Falck først sende sagen til Konkurrenceankenævnet og derfra kan sagen formentlig køre helt til Højesteret, siger Jan Bruun Jørgensen til TV 2/Fyn.

I gunstigste fald - altså hvor Konkurrencestyrelsen træffer en hurtig afgørelse til fordel for Falck - forventer Jan Bruun Jørgensen, at konkursen kan afsluttes i løbet af næste år.

Hvis Falck får en sag imod sig i Konkurrencestyrelsen har Bios ejere i Holland bebudet en erstatningssag på mindst 90 millioner kroner.

Konkursboet vil formentlig også anlægge sag.

Ved du noget? Så send os et tip