Bodil gav prins Henrik blomster - og blev misundelig på dronningen

Fra mange sider forlyder det, at Prins Henrik havde en særlig evne til at løsne stemningen, når han kom ind i et rum - ikke mindst når han kom forbi de ældste borgere på plejehjemmene. Og sådan var det også, da han besøgte Plejehjemmet Prices Have i Faaborg i 2012.

Den nu 91-årige Bodil Okkels-Hansen gav prins Henrik blomster, da regentparret besøgte plejehjemmet Prices Have i Faaborg i 2012.

Som sædvanlig gik turen i karet fra kongeskibet i Faaborg havn gennem byen, hvorefter regentparret aflagde besøg forskellige steder i byen.

Et af dem gik til Plejehjemmet Prices Have, hvor Bodil Okkels-Hansen tog imod med blomster.

Og hun husker stadigvæk, hvad prinsen sagde:

- Ja, han talte jo ikke så godt dansk. Men han sagde, at han var godt tilfreds med sit valg (af dronning Margrethe, red.) Vi sagde: ja det håber vi sandelig da også.

Hun husker også, at regentparret sagde, at det ikke var sidste gang, de kom til Faaborg.

- Det var vi glade for, siger Bodil Okkels-Hansen.

Hvordan var han?

- En pragtfuld mand. Jeg blev helt misundelig på hende (dronning Margrethe, red.), siger Bodil Okkels-Hansen og griner, men tilføjer så:

- Nej, man kan ikke sige sådan noget.

Oversigt

    Oversigt