I det fynske folks tjeneste

Boe og Mogensen besejrer kinesere ved VM

OL-sølvvinderne kom relativt ubesværet blandt de otte bedste ved VM efter sejr over kinesisk duo.

Mathias Boe og Carsten Mogensen overvandt torsdag en kinesisk udfordring ved VM i badminton i Kina.

De tredjeseedede danskere besejrede Chai Biao og Zhang Nan med 21-15, 21-18 i tredje runde og er videre til kvartfinalerne ved turneringen i Guangzhou.

Her møder de fredag indoneserne Angga Pratama og Ryan Agung Saputra.

De danske OL-sølvvindere fra London sidste år havde ikke de store problemer med at vinde første sæt. Her begik kineserne talrige fejl, som førte til et uundgåeligt sættab.

I andet sæt var danskerne, der jagter deres første VM-medalje, bagud gennem det meste af sættet.

Via gode server af Mathias Boe fik de kontakt ved 17-17, og endnu mere godt spil af den 33-årige veteran skaffede tre danske matchbolde.

På den anden lavede Mathias Boe en god returnering, som fik kineserne til at sende bolden ud af banen.

Med sejren undgik de danske medaljehåb at lide samme skæbne som mixeddoublen Joachim Fischer og Christinna Pedersen, der tidligere torsdag blev sendt ud af VM.

Damedoublen med Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen blev de første danskere til at indløse billet til kvartfinalerne.

Senere torsdag spiller herresinglen Jan Ø. Jørgensen sin kamp i tredje runde.

Ved du noget? Så send os et tip