I det fynske folks tjeneste

Boligselskab vil smide dømte Vollsmose-teenagere ud

Tirsdag blev otte Vollsmose-teenagere dømt for angreb på politiet - nu vil boligselskabet smide både drengene og deres familier ud. Det skriver bt.dk.

Otte unge Vollsmosedrenge blev i går idømt otte måneders fængsel for angreb på politiet. Derudover blev de fire af dem betinget udvist af Danmark.

De otte drenge i alderen 15 til 18 år blev dømt for vold mod polititjenestemænd, for at have voldt nærliggende fare for polititjenestemændenes liv eller førlighed og for grov forstyrrelse af den offentlige ro og orden på et offentligt sted, hvor der færdes mange mennesker, herunder børn, ved at kaste molotovcocktails, sten og andre ukendte genstande mod patruljevogne på Bøgetorvet i Vollsmose i Odense.

Men problemerne for drengene stopper ikke her.

For med loven i hånden vil Civica, der ejer ejendommene i Bøgeparken, nu smide drengene og deres familier ud af deres boliger. Det skriver bt.dk.

En højesteretsdom bekræftede i 2013, at boligselskaber har juridisk ret til at smide alle beboerne i et lejemål ud, hvis en af dem har begået alvorlig eller personfarlig kriminalitet i det område, hvor lejemålet ligger.

Bøgeparken ejes af den almene boligorganisation Civica, og hvis drengene bor i Bøgeparken eller en af Civicas fem andre afdelinger i Vollsmose, vil Civica med højesteretsdommen som udgangspunkt gøre, hvad de kan for at smide drengene og deres familier ud.

- Vi ved endnu ikke, hvor de bor henne. Vi har ikke villet begynde sagen, før der var en dom, siger boligselskabets direktør, Jens Pilholm, til bt.dk og fortæller, at Civica sender sagen videre til selskabets advokat 'straks'.

- Hvis det juridiske grundlag er i orden, vil vi gå videre med ophævelse af lejeforholdet, siger Jens Pilholm og uddyber:

- Vi skal ikke have folk boende, der optræder på den måde i boligområdet. Politiet skal kunne komme der og udføre deres opgaver, uanset om det er Vollsmose eller en af vores andre afdelinger, siger han til bt.dk.