Bøller fra Vollsmose ryger i aktivering

To unge mænd, der har hånet politiet, skal nu i aktivering. Ellers mister de deres kontanthjælp, lyder det.

To af de personer, der optræder på et meget omtalt videoklip fra Vollsmose, hvor en gruppe med indvandrerbaggrund håner politiet, kan nu se frem til at blive aktiveret, hvis de fortsat vil modtage kontanthjælp.

Det fortæller socialrådmand i Odense Kommune, Peter Rahbæk Juel (S), til Fyens Stiftstidende.

- Jeg mener ikke, at det er det offentliges rolle at udbetale kontanthjælp til kriminelle ballademagere, siger han og tilføjer:

- Hvis du er i stand til at være fuldtidsballademager og fuldtidskriminel, så har du også evnerne til at kunne passe et aktiveringstilbud.

Socialforvaltningen i Odense Kommune har via videoklippet med sikkerhed identificeret to af personerne, som optræder provokerende over for to politifolk på stisystemet bag Bøgeparken den 18. maj.

Der er tale om henholdsvis en 33-årig og en 29-årig mand, der begge modtager kontanthjælp.

Rådmandskollega Jane Jegind (V), roser initiativet om aktivering af bøllerne.

- Vi har at gøre med mennesker, som åbenbart har brug for offentlig forsørgelse. Men de skal ikke bruge de penge, de får, til at købe sig fri til at genere politiet, siger hun.

- Og kan de begå kriminalitet, som vi ser på videoen, så har de også kræfter til at varetage et arbejde, siger hun til Fyens Stiftstidende.

Fyns Politi oplyser, at der er sigtelser på vej mod to af personerne fra videoklippet.

Oversigt

    Oversigt