I det fynske folks tjeneste

Bonnesen afløser Brixtofte

Peter Brixtofte(V) tager nu på  orlov - både som borgmester og fynsk valgt folketingsmedlem. Beslutningen kommer efter beskyldningerne om fusk med bilag og fakturaer. Brobys borgmester Erling Bonnesen bliver Brixtoftes afløser.

-

Peter Brixtofte(V) tager nu på  orlov - både som borgmester og fynsk valgt folketingsmedlem. Beslutningen kommer efter beskyldningerne om fusk med bilag og fakturaer. Brobys borgmester Erling Bonnesen bliver Brixtoftes afløser.


Peter Brixtofte udtalte torsdag nat til Ekstra Bladet, at han har besluttet at tage to-tre måneders orlov som borgmester og folketingsmedlem.


Det er en hetz
Efter en lang dag, hvor alle stod i kø for at tale med Farum-borgmesteren efter afsløringerne af de kolossale vinregninger, besluttede han i samråd med familie og gode venner, at nu var tiden inde til en pause, skriver avisen.


\"Jeg kan ikke udsætte min familie, byens borgere og mine kolleger for den hetz, jeg føler mig udsat for\", siger Peter Brixtofte, som indleder orloven allerede torsdag.


Lang vinterferie
Her var i forvejen planlagt en familieferie, men den ferie bliver nu noget længere end ventet. Peter Brixtofte fastholder sin uskyld og kalder konsekvent sagen for en \'hetz\':


\"Jeg har en meget god samvittighed, men jeg har længe haft brug for en pause. Den kommer så nu. Ganske ufrivilligt\", siger han til Ekstra Bladet.


Peter Brixtofte vil ikke oplyse, hvor han har tænkt sig at tilbringe sin orlov.


Bonnesen i folketinget
Venstres folketingsgruppe vil ikke modsætte sig at Peter Brixtofte tager orlov som folketingsmedlem. Han skal have en grund til at søge orlov, og orloven skal godkendes af folketinget.


Peter Brixtoftes stedfortræder er Erling Bonnesen, der var folketingskandidat i Middelfart-kredsen. Han er samtidig borgmester i Broby, og får dermed samme dobbelt-mandat som Brixtofte.


Skepsis på Fyn
Afsløringerne af Brixtoftes vinvaner og beskyldningerne om direkte svindel skaber uro i Brixtoftes bagland på Fyn.


Kredsformand i Otterup Aase Lundsgaard er dog foreløbig afventende. Hun forventer at hovedpersonerne snart vil aflevere en redegørelse til sin folketingskreds, og før vil hun ikke drage konsekvenser.


\"Vi har grundlæggende tillid til Peter, men jeg bryder mig da ikke om det jeg læser\", siger Aase Lundsgaard.


\"Den ser jo ikke godt ud denne gang. Faktisk lidt værre end det plejer\", siger Venstres amtsformand, Torben Jørgensen til Politiken.