Ældre dame reddede sig ud af vindue
En ældre dame måtte tidligt i morges redde sig ud gennem et vindue, da der udbrød brand i hendes lejlighed. Lejligheden udbrændte totalt.
Branden opstod i en to-etages ejendom i Lagoins Minde i Faaborg kort efter to i nat. Sandsynligvis er et defekt elvarmetæppe årsag til branden.
Lejlighedens beboer, en ældre kvinde, undslap selv flammerne, ved at kravle ud gennem et vindue. Resten af ejendommens beboere slap ud i tide, og fik alarmeret brandvæsnet.
Kvinden blev indlagt på sygehuset til observation for røgforgifting. Hendes lejlighed udbrændte, mens ejendommens andre beboere uskadt kunne vende tilbage til deres lejligheder et par timer senere.