Brand i Svendborg-skonnert

Tirsdag middag udbrød der brand ombord på skonnerten Aron fra Svendborg nær Karlskrona på den svenske østkyst. Ingen kom noget til, men fire turister og to besætningsmedlemmer blev undersøgt for røgforgiftning.

Brand i agterkahytten

Arons skipper og ejer, Kristian Lund, bekræfter overfor BT onsdag, at der opstod brand i skibets agterkahyt.

- Røgen var voldsom, men vi fik ilden under kontrol inden vi nåede i havn i Kristianopel, siger Kristian Lund til bladet.

De svenske myndigheder sendte en redningshelikopter ud, men den blev der ikke brug for.

Til gengæld valgte myndighederne at sende fire turister og to besætningsmedlemmer til sygehuset i Karlskrona på en mistanke om, at de kunne have fået røgforgiftning. De kom dog hurtigt tilbage på skibet igen.

Aron er lejet ud til otte tyske turister på en tur til Sverige. I følge BT er det endnu uklart, om rejsen kan fortsætte, da der er sket en del røg og vandskade.

Oversigt

    Oversigt