Christian Juncker: Jeg er bekymret for samfundet

Musikeren Christian Juncker har udgivet et nyt album. Men det strutter ikke ligefrem af optimisme.

Når man lytter til Christian Junckers nye album 'Bivirkninger', er det alvorlige tekster, der strømmer ud af højttalerne.

- Jeg kan godt forstå, at nogen kan synes, at den nye plade er mørk og opgivende ved første gennemlytning, siger Christian Juncker.

Så langt er han med, men han håber samtidig, at man indstiller ørerne på at høre den humor og kærlighed, der også ligger i albummet.

På 'Bivirkninger' har Christian Juncker lukket op for sine tanker om strømningerne i det danske samfund. 

- Er du bekymret for, hvordan det går i vores samfund lige nu?

- Ja, det er jeg sgu!

quote Hvis folk vil mig, så må de danse med om den varme grød, for ellers tror jeg ikke rigtig, de kan komme om bord i det.

Christian Juncker

Den 41-årige musiker er træt af et samfund, hvor der ifølge ham, kun er plads til firkantede holdninger og pegen fingre ad andre.

- Kan vi ikke for fanden nogen gange få lov at være i tvivl, siger han.

Han synger om at løbe tør for håb, om at marchere fra Dybbøl Mølle til Nørrebro og om frygten for terror. Men han har ikke lyst til at placere sig som sanger på et politisk ståsted.

- Hvis jeg blev puttet ned i en lille gryde med reduceret rødvin, og jeg kun var dét... Hvis jeg blev kogt ind til at være hamrende højreorienteret eller hamrende venstreorienteret, det ville irritere mig. For jeg har lyst til at danse rundt om den varme grød og kigge på det fra alle mulige sider. Hvis folk vil mig, så må de danse med om den varme grød, for ellers tror jeg ikke rigtig, de kan komme om bord i det, siger han.

Christian Juncker.
Christian Juncker.
Foto: Morten Albek

En af de ting, der generer Christian Juncker i dagens Danmark, er den manglende vilje til at lytte til hinanden. 

- Jeg vil gerne skabe et rum, hvor vi kan få lov at tale sammen. Eller udtrykke os, uden nødvendigvis at vide, hvad vi mener på forhånd.

Fynsk kærlighedserklæring

Midt i bekymringerne har Christian Juncker valgt at skrive den ultimative kærlighedserklæring til sin fynske barndomsø.

Sangen 'I armene på dig' er ganske kortfattet og omkvædet lyder "Til sommer vil jeg dø på Fyn - til sommer vil jeg dø i armene på dig".

- I virkeligheden er Fyn jo ligeså fucked up som resten af landet eller verden. Vi er jo en del af et globalt samfund. Så jeg ved jo godt, at den her lille grønne uskyldige plet, den findes ikke rigtigt. Men det betyder ikke, at jeg ikke kan have lyst til at drømme om den eller finde trøst i den i min fantasi. Som modvægt til de her knaldhårde realiteter, som jeg prøver at beskrive.

Selvom det nye album kun lige er kommet på gaden, er han i gang med det næste.

I samarbejde med Jakob Groth Bastiansen har han siddet og udvalgt en lang række numre fra Junckers tidligere musikalske år. Numre, der aldrig er udgivet tidligere, men som nu ser ud til at komme på gaden inden for en overskuelig fremtid.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Oversigt

    Oversigt