Cykelsti smadrer privat have

En haveejer i Odense føler sig tromlet ned af kommunen. En cykelsti skal gå gennem hans have, men det er helt unødvendigt, mener han.

Haven i Bellinge er gartner Arne Boves livsværk. Nu skal det meste af den ryddes for at give plads til en cykelsti. Og det har gjort ham vred.

- Havebassin og alle planter - alt skal bare pilles op, lyder det fra en oprørt Arne Bove

Arne Bove har intet imod cykelstier, men han mener, at der er begået fejl i planlægningen. Fejl som går ud over ham som den lille mand i systemet, mens andre mere højtstående borgere går fri.

På nabogrunden har ejerne af den kendte fynske virksomhed Micromatic bygget boliger - og ifølge Arne Bove er det det som tvinger stisystemet lige ind gennem hans private have.

- Det er jo Odenses pengetank. Nielsen og Nielsen står på stadion, og hver gang kommunen mangler penge er det dem der skal skyde penge ind, og derfor kan jeg da godt se at det er svært at sige til dem, at I har skidt i nællerne her, siger Arne Bove

Forældre i Bellinge har i flere år efterspurgt en cykelsti på en bro henover den befærdede Assensvej. Nu kommer stien så, men ifølge Arne Bove bliver der ved placeringen af cykelstien og den tilhørende gangbro taget mere hensyn til kvarterets prominente grundejere end til ham.

- Det er nemmere at tromle mig, og det er jo nemmere at tromle den lille mand end den store. Jeg synes ikke, at det er til at acceptere og man ødelægger mit livsværk, lyder det fra Arne Bove.

Byrådet i Odense drøfter sti-sagen fra Bellinge på et lukket møde onsdag. Det har ikke været muligt, at få en kommentar fra By- og Kulturrådmand Anker Boye(S).

Oversigt

    Oversigt