Dansk EM-vinder jagter podiet i Kerteminde

Den danske tempospecialist Rasmus Quaade vil vise sig frem på Post Danmark Rundt-enkeltstarten i Kerteminde.

Med en tidligere tredobbelt verdensmester i enkeltstart blandt de startende kan man roligt tale om et stærkt felt ved enkeltstarten i årets Post Danmark Rundt.

Men danske Rasmus Quaade kunne på en god dag være mand for at tage kampen op mod selv en gammel stjerne som Michael Rogers.

Det vil han i hvert fald prøve.

- Selvfølgelig går jeg efter at køre mig på podiet, men jeg kan ikke sige, om det bliver podiet, top-5 eller top-10, for jeg synes, det ser ud til, at der er mange gode ryttere med i år, siger Rasmus Quaade.

Problemet for den nykårede danske EM-vinder i enkeltstart i U/23-klassen er, at Post Danmark Rundt i år rammer ned mellem - for ham - vigtige opgaver i årets kalender.

Han har netop kørt OL og EM, og om få uger venter VM, som også står højt på prioritetslisten.

- Det er meget hårdt. Alene det at skulle køre EM efter OL var nærmest umuligt, og jeg kan godt mærke det stadigvæk, også fordi jeg ved, at der kommer et VM senere på året. Det er hårdt at sætte sig op til så store ting, der kommer så hurtigt efter hinanden.

- Jeg synes, at det går bedre dag for dag. De to første dage var det helt elendigt.

- Jeg havde håbet lidt på at køre med i klassementet, for kan man bare sidde med og køre en god enkeltstart, kan man nå langt i dette løb, men jeg var slet ikke i form til det efter OL og VM. Så blev fokus på enkeltstarten.

Distancen på lørdagens enkeltstart i Kerteminde - løbets 5. etape - er 14,5 kilometer.

- Det er godt, at distancen er så kort, for jeg har netop ikke trænet så meget distance. Det, at den er kort, er rigtig godt for mig. Jeg har ikke set den endnu. Det gør vi i eftermiddag.

Den sidste rytter ventes at være i mål lørdag aften klokken cirka 20.30.

I øjeblikket er feltet i gang med 4. etape - 90 kilometer fra Ringe til Odense.

Oversigt

    Oversigt