I det fynske folks tjeneste

Den Fynske Landsby får millioner

Kulturminister Brian Mikkelsen tildeler nu Den Fynske Landsby 2,5 millioner kroner til den omfattende udvidelse af frilandsmuseet. Den Fynske Landsby skal have et helt nyt indgangsparti med udstillinger, biograf og foredragssal.

-

Kulturminister Brian Mikkelsen tildeler nu Den Fynske Landsby 2,5 millioner kroner til den omfattende udvidelse af frilandsmuseet. Den Fynske Landsby skal have et helt nyt indgangsparti med udstillinger, biograf og foredragssal.

- Jeg er meget glad for, at vi får tildelt så højt et beløb, siger museumschef Torben Grøngaard Jeppesen til TV 2/Fyn. 

- Det betyder, at vi nu har penge til en interaktiv udstilling, som publikum vil møde ved udgangen. Her kan de søge efter steder på Fyn, hvor de kan se for eksempel gamle landsbyer ude i det eksisterende landskab, siger Torben Grøngaard Jeppesen. 

En styrkelse af regionen

- Fyns Amt har fremlagt et projekt, som jeg mener, vil bidrage til både at styrke og synliggøre regionen yderligere, siger Brian Mikkelsen som begrundelse for at tildele Den Fynske Landsby de 2,5 millioner kroner fra Provinspuljen.

Puljen er oprettet for at styrke og synliggøre kulturlivet uden for hovedstaden.

Efter amerikansk forbillede

- Den Fynske Landsby er en fremragende anskueliggørelse af dansk kultur og historie. Anlæg af et besøgscenter efter nordamerikansk forbillede vil i samspil med de flotte, rekonstruerede 1800-talshuse sikre en endnu bedre forståelse for den traditionelle danske landsby og kulturlandskabets generelle historie som et væsentligt element i udviklingen af nutidens samfund, siger den konservative kulturminister.

Det nye besøgscenter skal bygges midt på den nuværende parkeringsplads. Bygningen bliver omkranset af en transparent bygning i glas og skal byde de besøgende velkommen med introduktionsudstillinger og film.

Millioner og millioner

Ombygningen er budgetteret til 30 millioner kroner. Tidligere har Odense Kommune bevilget 15 millioner kroner til projektet. Ligeledes er der kommet flere millioner ind fra fonde.

Det er meningen, at det nye besøgscenter skal stå færdigt i 2005.