I det fynske folks tjeneste

Premiere: Kendte ansigter overtager populært program

Afløseren for Danmark Rundt har i dag premiere på din regionale tv-station.

Rebellen fra Langeland, Ole Sørensen, vil gæste Sådanmark i et af de første programmer. Foto: Peter Bergman

STV og TV 2/Fyn har i et nyt samarbejde overtaget sendingen af TV 2 Regionernes program Danmark Rundt. Her vil de stadig sende regionale nyheder fra hele landet, men tre ting er helt nyt: Navnet, værterne og fremover vil der i hvert program være en aktuel gæst med i studiet. 

Danmark Rundt skifter navn til Sådanmark. Navnet skal afspejle, at der i programmet bliver vist de bedste indslag fra hele Danmark med interessante gæster. 

Den første bliver sangerinden Anne Dorte Michelsen.

- Seerne kan se frem til de bedste historier fra hele Danmark fortalt af alle otte regioner. Det bliver godt selskab, det bliver rigtig hyggeligt, og jeg tror også, at man får noget nyt at vide engang imellem, siger Jens Villebro, produktionschef på Sådanmark. 

Kendte TV-ansigter skal være værter

Hver dag vil seeren blive taget i hånden og ført igennem programmet af to nye værter. 

Den ene er Henriette Honoré , kendt som vært på en lang række TV 2 programmer, blandt andet Go' Morgen Danmark. Henriette har i de seneste år arbejdet bag skærmen, men glæder sig til at arbejde med Sådanmark. 

- Det har været som en gammel cirkushest, der bliver trukket ind i manegen igen. Det har været rigtig godt at være tilbage igen. Jeg holder meget af det regionale stof.  Jeg har altid været en af dem,  når jeg er på hoteller i rundt i Danmark, der har tunet ind på regionalstationerne, for jeg synes det er sjovt at se, hvad der sker i nærområderne, siger Henriette Honoré

Annemette Voss er uprøvet i værtsrollen, men er bestemt ikke ukendt af den grund. Hun er forfatter, foredragsholder, blogger og kendt Youtuber. Mange kender hendes sikkert også fra Den Store Bagedyst, som hun vandt for nogle år siden.

- Det er noget helt andet at være vært, så det har været fantastisk for mig at sidde og se, hvordan Henriette bare kører den med hård hånd. Det har været rigtig fedt og lærerigt for mig at se på, siger Annemette Voss. 

Sådanmark har premiere mandag den 16. januar klokken 14:30 på TV 2/Fyn Nyhedskanalen. 

02:34 Luk video