Dyr sejlbåd smadret på havnen: Lastbil tippede

Lastbilen lå på siden og sejlbåden lå i vandet, fortæller vidne til TV 2/Fyn.

Det var en hver sejlers mareridt, der udspillede sig ved halv otte tiden onsdag aften på kajen i Vindeby Havn på Tåsinge.

Her kludrede en lastbilchauffør gevaldigt i det, da han skulle sætte en sejlbåd af mærket Sagitta 35 i vandet.

- Chaufføren slår ikke støttebenene fuldt ud og lastbilen får overbalance og vælter, forklarer vagtchef ved Fyns Politi, Lars Fredensborg.

Den 350.000 kroner dyre båd ramte kajkanten og gik derefter på næsen ned i vandet.

Undervejs ramte kølen kajkanten og blev ødelagt, mens bådens ejer slog hovedet og fik en flænge i hovedet.

Vidne: Lignede noget der ikke bliver til båd mere

Et vidne fortæller til TV 2/Fyn, at han blev klar over, at der var noget galt på havnen, da der pludselig ankom en række redningskøretøjer.

Vidnet gik derfor over på havnen, og kunne se båden ligge i vandet.

- Lastbilen lå på siden og sejlbåden lå i vandet. Den var smadret og lignede noget der ikke bliver til båd mere, fortæller vidnet til TV 2/Fyn.

Ifølge Lars Fredensborg er uheldet meldt til arbejdstilsynet som en arbejdsulykke.

Oversigt

    Oversigt