Han sætter sig på hug og en flamme springer frem fra fyrtøjet. Hurtigt breder ilden sig i bålet i skoven ved Hollufgaard. Som det har gjort så mange gange før. Museumsinspektør Mogens Bo Henriksen har nemlig tændt flere bål i sit arbejdsliv end de fleste.
- Det begyndte, da jeg studerede til arkæolog. Jeg undrede mig over, at der ikke stod særlig meget om, hvordan ligbrændingerne foregik i vores fortid. Der var optegnelser over, hvor meget brænde de brugte til store ligbrædninger, men ellers ikke. Så gik jeg i gang. Det var tilbage i 1983, smiler Mogens Bo Henriksen.
30 år med masser af bål
Over 30 år og mange bål senere har han netop færdiggjort sin ph. d-afhandling, der hedder "Bålets Betydning". Det har krævet meget brænde og adskillge døde svin og andre dyr at nå tættere på de metoder, som vore forfædre brugte i oldtiden. Men aldrig mennesker.
- Nej, aldrig mennesker. Det har ikke været nødvendigt. Ikke at jeg tror, at jeg ville få tilladelse til det. Men jeg har ikke spurgt, da det at brænde svinekroppe kommer tæt på at brænde en menneskekrop, vurderer arkæologen med den unikke forskning bag sig.
Hans forskning har kastet flere resultater af sig. Både omkring mængden af brænde, der gik til at få en menneskekrop kremeret til aske. Ligesom ilden og varmens påvirkning af materialer som glas og metal kan forklare, hvorfor gravgaver endte på den måde, som de gjorde.
Andre arkæologer kan bruge forskningen
- Nu kan andre kaste sig over min forskning. Jeg har skrevet min afhandling på dansk. Nu skal den oversættes til engelsk og jeg skal fortælle om den til en international konference i Maastricht til sommer. På den måde spredes informationerne, siger en glad Mogens Bo Henriksen, og håber, at mange kan brug resultaterne.
- Lige nu er jeg træt efter et hektisk år med at få samlet alt materialet til en afhandling. Det er godt at få det afsluttet. Det er trods alt over 30 års forskning!