I det fynske folks tjeneste

Efter udvalgsmøde: Børnecenter Tullebølle overlever

00:08

Ifølge Langelands borgmester Bjarne Nielsen fortsætter kommunen sin drift af Børnecenter Tullebølle.

Langeland Kommune fortsætter driften af Børnecenter Tullebølle. Det besluttede kommunens økonomiudvalg på et møde i dag.

Et enigt økonomiudvalg i Langeland Kommune besluttede i dag at fortsætte driften af Børnecenter Tullebølle. Centret var kommet på dagsordnen på udvalgets ugentlige møde efter den seneste tids mediedækning.

Borgmester Bjarne Nielsen, Venstre, der samtidig er formand for økonomiudvalget, fortæller, at centret overlever, men hvad der helt præcist er blevet diskuteret på mødet, vil han ikke ud med.

- Økonomiudvalgsmødet er et lukket møde, og det ønsker jeg ikke at kommentere til pressen, siger Bjarne Nielsen.

Tommy Bredal Storgaard, Enhedslisten, der også sidder i økonomiudvalget, kan dog fortælle, at mødet har handlet om at finde løsninger på centerets udfordringer.

- Om der skal flere aktiviteter til, om der skal mere personale til, om der er for mange (uledsagede mindreårige, red.) samlet på et center eller om de skal fordeles på flere centre, siger Tommy Bredal Storgaard.

Mødet kommer efter TV 2/Fyn har kunnet afsløre flere kritisable forhold om børnecenteret. Blandt andet fortalte en tidligere medarbejder, at drengene kan overskride centerets regler gang på gang.

- Det har ingen konsekvens. Det har ingen betydning. Det eneste, de kan risikere, er, at komme til en tolket samtale med en socialkoordinator, der siger, 'det må du sørme ikke', og så gør de det måske ugen efter igen, fortæller Jan Thomsen. Han var indtil for nylig ansat som netværskmedarbejder på Børnecenter Tullebølle.

Nu har de mange sager, som er kommet frem i den seneste uge, været på dagsordnen i økonomiudvalget.

- Vi må vurdere, om vi har kapacitet til at løse opgaven, for vi vil ikke være en opgave bekendt, vi ikke kan løse, siger Tommy Bredal Storgaard.

- Jeg håber, vi hurtigt kan få rettet op på det. Vi vil selvfølgelig gerne fortsætte med at drive asylcenter, siger Bjarne Nielsen

I næste uge skal Borgmester Bjarne Nielsen holde møde med kommunens asyldirektør for at aftale, hvordan driften helt konkret skal fortsætte. 

Ved du noget? Så send os et tip