Efter uheld på dyrskue: - Vi kigger på sikkerheden

Arrangørerne af dyrskuet i Odense vil gennemgå en række procedurer efter fredagens uheld, hvor en kvie slap løs og løb ind i flere gæster. Politiet har fundet sikkerheden i orden.

Efter episoden fredag på dyrskuet i Odense, hvor fire børn og to voksne kom til skade, da en kvie vristede sig løs af sin udstillers greb og blandt andet løb ind i gæsterne, overvejer arrangørerne fra Centrovice om sikkerheden på skuet er i orden.

- Vi har talt med udstillerne og vi har kigget i vores planer. Og så vil vi gå ind og arbejde med, hvad vi kan gøre sammen med vores udstillere og vores hjælpere. Og så kigger vi på procedurerne omkring kommunikationen med vores gæster, siger Torben Povlsen, næstformand i Centrovice til TV 2/FYN.

Han mener ikke, at publikum er kommet tættere på dyrene og at der kommet flere dyr, som en mulig årsag til, at kvien gik bersærk.

- Vi har rigtig mange dyr i år. Det har vi også haft tidligere, så det er ikke fordi vi har væsentlig flere dyr end vi plejer at have.

Dyrene er tæt på gæsterne

- Et dyrskue er der, hvor vi kommer tæt på dyrene. Og når dyrene går til og fra ringene er de rigtig tæt på gæsterne, men vi synes ikke det er derfor, vi står i denne situation, siger Torben Povlsen, og råder publikum til altid, at vise respekt og forsigtig i forhold til dyrene.

- Og en rigtig god idé er, at få øjenkontakt med den person der trækker med dyrene, eller lade være med at tage kontakt med de dyr der bliver trukket.

Torben Povlsen mener samtidig ikke man skal være nervøs for eksempelvis at klappe en ko.

- Det er dygtige folk, der har deres dyr med herude. Og der er altid en situation, som kan gå mindre hensigtsmæssigt, som den vi så i dag (fredag, red.) og det er vi rigtig kede af, men det skal afholde folk fra at komme tæt på dyrene.

Politiet har tjekket sikkerheden

Vagtchef Thomas Bentsen oplyser lørdag til TV 2/FYN, at man har været på dyrskuepladsen efter uheldet og tjekket sikkerheden.

- Når vi har sådan hændelse, kører vi ud og ser om der er noget der kan være anderledes. Dyrskuet har afviklet dyrskuet, som de har gjort i generationer, uden at det har givet anledning til nogen problemer, så umiddelbart kan vi ikke se, at der skulle være nogen brist på sikkerheden.

- Men om det giver anledning til, at man fremadrettet vil lave nogle tiltag, det er jeg sikker på, at dyrskuet vil evaluere på, siger Thomas Bentsen.

 

 

Oversigt

    Oversigt