I det fynske folks tjeneste

Elever havde motorcykel med i kufferten

Foto: Poul Petersen

Elever fra Vestfyns Efterskole i Tommerup havde en noget speciel last med i bagagen på en rejse hjem fra Indien.

Vestfyns Efterskole i Tommerup har tradition for at besøge den gamle danske handelsstation Trankebar i Sydindien. Og i februar 2015 fik eleverne en helt særlig opgave.

Lasse Wewer, der er lærer på efterskolen, købte nemlig en 35 år gammel Royal Enfield motorcykel i Indien. Han fandt motorcyklen i en landsby et godt stykke fra Trankebar, og købte den for 3000 kroner.

Motorcyklen ankom med lastbil i Trankebar. Her fik elever fra efterskolen til opgave at skille den ad og pakke den ned så de kunne have motorcyklen med hjem i kufferten, da de rejste fra Chennai Lufthavn.

- Hver del måtte højst veje 30 kg for at komme med som check in bagage, så det var lidt af en opgave, fortæller Poul Petersen, der er tidligere forstander.

Efter hjemkomsten til Vestfyns Efterskole har eleverne hjulpet med at samle den gamle motorcykel. Nu er den blevet indregistreret som veteranmotorcykel og nok en af de eneste Royal Enfield diesel motorcykler der findes i Danmark.

- Når man møder folk på landevejen, smiler de og vender tommelfingeren opad. Det er helt sejt, fortæller Lasse Wewer.

Ved du noget? Så send os et tip