Erkendelse lå bag Nicki P's finaleplads

Trods en sidsteplads i finaleheatet var Nicki Pedersen godt tilfreds med sin indsats i Vojens.

Denne sæson har været en lang lidelseshistorie for den tidligere tredobbelte verdensmester i speedway Nicki Pedersen. Men lørdag havde han igen fart i cyklen og kom i finalen i det nordiske grand prix i Vojens. Forbedringen kan forklares med en erkendelse.

- Vi har haft problemer med at erkende, at det grej, som jeg blev verdensmester med i 2007 og 2008, ikke er godt nok i 2010. Men for 14 dage siden tog vi en beslutning om, at vi måtte gøre noget, og siden har vi skiftet en hel del komponenter på cyklen, siger Nicki Pedersen.

Han sluttede sidst i finalen, men det kunne ikke ødelægge hans humør.

- Jeg har ikke været i finalen i 100 år og en sommerhat, så jeg er godt tilfreds. Nu kan jeg igen mærke cyklen derude, og jeg kan fortælle teamet, hvordan cyklen opfører sig. Tidligere lavede jeg bare 800 kilometer hjulspin, siger Nicki Pedersen.

Han ligger nummer 12 i den samlede stilling, men han håber at komme op blandt de otte bedste, der er automatisk kvalificeret til næste sæsons grand prix-løb.

- Jeg vil gerne i top otte. Der var 17 point derop inden i dag, og nu er det kun 10 point, så alt kan lade sig gøre, siger han.

Oversigt

    Oversigt