I det fynske folks tjeneste

For få forældre kender til unges arbejdsvilkår

Mange forældre kender ikke til deres børns rettigheder og betingelser på fritidsarbejdet. Det skaber urimelige og ulovlige arbejdsforhold, lyder det fra fagforbund.

Teenagebørn ved ikke nok om deres rettigheder og betingelser på fritidsjobbet. Det viser en undersøgelse fra Jobpatruljen, som de seneste to uger har besøgt unge på deres arbejde på Fyn og i Fredericia.

Men det er ikke kun de unge, som ikke ved nok om arbejdsmiljøet. Det gør forældrene heller ikke, siger ungdomskonsulent i HK Ungdom/Midt, Mette Madsen.

- Mange forældre er ikke opmærksomme på, at de spiller en vigtig rolle, når deres barn får et fritidsjob. De kender ikke reglerne omkring alder, løn, pauser og ansættelseskontrakter. Flere ved ikke engang, at de skal skrive under på en kontrakt på deres barns vegne, når barnet er under 18 år, siger Mette Madsen.

Når forældrene ikke er inde i reglerne for deres barns ansættelse, står de unge ofte med arbejdsforhold og opgaver, der er urimelige og ulovlige, lyder det fra Mette Madsen.

- Vi kan kun opfordre forældre til fritidsjobbere til, at de kommer lidt mere på banen både før og under deres barns ansættelse, siger hun.

- De unge, vi taler med, fortæller, at det er vigtigt med voksne, de kan tale med og stole på. Det gør det nemmere for dem at få taget hul på emner, de går og funderer over. Det er frustrerende for dem, hvis de alt for tit tænker "Kan det her nu være rimeligt?", siger Mette Madsen.

Om Jobpatruljen

Jobpatruljen er en landsdækkende aktivitet, hvor unge frivillige besøger unge fritidsjobbere på virksomheder rundt i landet.

Ved du noget? Så send os et tip