Færge på økonomisk lavt vand

Færgen til Lyø og Avernakø fra Faaborg sejler med dundrende underskud. Nu har formanden for teknisk udvalg fået nok. Grethe Justesen, Venstre, mener ikke det er en kommunal opgave at stoppe penge i færgedrift. Det må være statens ansvar, mener hun.

Det er især vedligeholdelse af færge og færgelejer der er løbet løbsk. Gentagne gange har Faaborg-Midtfyn kommune måtte komme den skrantende færge til hjælp. 

Nu skal politikerne finde knap en million kroner for at driften kan fortsætte året ud. Politikerne skal nok finde pengene denne gang, men så vil de ikke mere.

Formanden for teknisk udvalg, Grethe Justesen, mener staten skal overtage driften af landets ø-færger. Det er alt for stor en økonomisk opgave for de kommuner, der tilfældigvis har øer.

Samme ide har folketingsmedlem Niels Sindal, Soc.dem. fra Ærø.

Der er 27 kommuner med små færger i Danmark og de fleste slås med økonomien.

De stigende udgifter vil blive taget med i finanslovsforhandlingerne, lover Venstre. Men ligefrem at overtage driften vil ikke blive aktuelt. Det siger kommunalpolitisk ordfører for Venstre, Erling Bonnesen fra Broby.

Han mener kommunerne skal beholde den lokale indflydelse på færgedriften.

Oversigt

    Oversigt