Find ny farlig træbille og vind en Ipod

En særdeles skadelig bille, en asiatisk træbuk, er for første gang set i Danmark. Den må ikke forekomme i EU.

Med kæber så skarpe som jern æder de træer op indefra.

For første gang herhjemme har Plantedirektoratet fundet en særdeles skadelig bille - en såkaldt træbuk, som kan gøre stor skade på nogle af Danmarks mest udbredte træer.

Træbukken, som går under navnet asiatisk citrustræbuk, er opdaget i en privat have i Odense. Her stod to ahorntræer importeret fra Kina, som familien for tre år siden købte af en anlægsgartner.

Fredag opdager kvinden i hjemmet en to-tre centimeter sort/hvid træbuk, som sidder på stammen, og som hun med det samme slår ihjel.

Samtidig ser hun yderligere to "skudhuller" i stammerne, som vidner om, at endnu to træbukke er udklækket og har forladt træerne.

Og de to undslupne vil Plantedirektoratet nu have fanget, inden de formerer sig, siger kontorchef i Frø og Planter Kristine Riskær.

- Det er meget vigtigt, at de bliver indfanget, og derfor udlover vi en Ipod for hver træbuk, siger hun.

Træbukken er ikke farlig for mennesker, men fordi larverne gnaver i stammer og rødder i løvtræer, som er meget udbredte her til lands, kan det få alvorlige konsekvenser, hvis de udbredes. Det vil blandt andet gå ud over frugttræer, ahorn, pil og poppel.

Men så slemt går det næppe, da der siden 2008 har været forbud mod import af ahorntræer fra Kina. Familien i Odense er sandsynligvis de eneste, som har træerne, vurderer Plantedirektoratet.

Begge ahorntræer er forseglede med plastik, så ikke flere bukke kan slippe ud af stammen. Søndag vil Plantedirektoratet oplyse familiens adresse, så ivrige billejægere ved, hvor de skal lede i jagten på træbukken og en Ipod.

- Det er jo pinse, så vi håber, at der er nogen børn, som vil synes, at det er spændende, siger Kristine Riskær.

Træbukken er en såkaldt karantæne-skadegører, som ikke må forekomme i EU.

Det var en ven af familien med kendskab til træbukke, som slog alarm, da han kom på besøg og så den døde træbuk.

Oversigt

    Oversigt