I det fynske folks tjeneste

Fire små stationer overlever - lidt endnu

Stationerne Kauslunde, Bred, Skalbjerg og Holmstrup på Vestfyn bliver tidligst nedlagt fra 2016. Ny kørerplan fra DSB opererer med stationerne også i 2015.

Det var en rapport fra marts i år fra Trafikstyrelsen, der bragte fremtiden for i alt ni små fynske stationer i fare. I følge rapporten ville det skaffe flere passagere, hvis togene kunne køre hurtigere og undlade at stoppe på de små fynske stationer.

Både lokalpolitikere, folketingspolitikere og trafikministeren lagde dog afstand til rapporten, og indtil videre overlever de små stationer. I kørerplanen for 2015 stopper togene stadig i både Kauslunde, Bred, Skalbjerg og Holmstrup, men om stationerne også overlever på længere sigt er endnu uafklaret.

Sikringen til næste år skyldes nemlig, at transportministeren ikke har kunne afslutte forhandlinger med DSB om en ny kontrakt.

- Vore lokale politikere og de landspolitikere, der vil Fyn, skal derfor ikke lade sig "lulle" i søvn. Kampen er ikke slut; de små stationers overlevelse er på ingen måde sikret endnu, skriver Vestfyns pendlerklub på Facebook.

Penderklubben fejrer den foreløbige sejr ved et lille champagnearrangement på Skalbjerg Station mandag eftermiddag.

Ved du noget? Så send os et tip