Flere Odense GOG'ere med til Kina

Landstræner Jan Pytlick har fundet plads til den unge playmaker Kristina Kristiansen i den trup, der skal spille VM i kvindehåndbold i december.

Kristina "Mulle" Kristiansen får slutrundedebut, når Danmark i december deltager i VM i kvindehåndbold i Kina. Det blev en kendsgerning, da landstræner Jan Pytlick torsdag på et velbesøgt pressemøde præsenterede sin trup.

Den 20-årige playmaker fra Team Tvis Holstebro træder efter en flot sæson med 89 scoringer i 11 ligakampe ind på den ansvarsfulde plads, hvor hun skal duellere om spilletid med Lærke Møller og Louise Mortensen. Det betyder samtidig, at der som ventet ikke blev plads til Esbjergs Lotte Grigel, der sidste år fik slutrundedebut.

For at støtte de mange unge og urutinerede spillere på holdet har Jan Pytlick samtidig - ud over Louise Mortensen - valgt at holde fast i det rutinerede firkløver Louise Pedersen, Karin Mortensen, Lene Lund og den tilbagevendte stregspiller Mette Melgaard.

Truppen ser ud som følger:

Målvogtere: Karin Mortensen (SK Aarhus), Christina Pedersen (FCK Håndbold).

Fløjspillere: Maibritt Kviesgaard (SK Aarhus), Louise Pedersen (Odense GOG), Gitte Aaen (Viborg HK), Mie Augustesen (Randers HK).

Stregspillere: Lene Lund Høy Karlsen (Viborg HK), Kamilla Kristensen (Odense GOG), Mette Melgaard (FCK Håndbold).

Bagspillere: Line Jørgensen (Odense GOG), Camilla Dalby (Randers HK), Lærke Møller (FCM Håndbold), Louise Mortensen (Aalborg DH), Pernille Larsen (Odense GOG), Trine Troelsen (SK Aarhus), Kristina Kristiansen (Team Tvis Holstebro)

Oversigt

    Oversigt