I det fynske folks tjeneste

Flere unge med ondt i sjælen søger hjælp

00:21

Flere og flere unge, der kæmper med tristhed, bekymringer og usikkerhed, henvender sig til rådgivningstilbuddet Headspace i Odense.

Antallet af henvendelser fra unge med ondt i sjælen er stigende hos Headspace i Odense, der er et anonymt og gratis rådgivningstilbud for unge. 

I 2015 lå tallet på 977 nye henvendelser, i 2014 var det 774, og i 2013 lå tallet på 203.

Hos rådgivningstilbuddet kan de for alvor mærke, at man har fået øjnene op for deres rådgivning.

- Jeg oplever at folkeskoler, kommunale tilbud og hele det psykiatriske system henvender sig, og det er en kæmpe værdi, at man går sammen om at hjælpe unge til at forbedre deres trivsel, siger Pia Bastrup, der er centerchef i Headspace i Odense. 

De unge, der kontakter Headspace, henvender sig som regel med bekymringer i form af angst, ensomhed eller konflikter i familien.

- Det gode ved Headspace er, at vi har et tæt samarbejde med børn- og ungepsykiatrien. Det betyder, at man kan få en grundig afdækning af, hvad man har brug for hjælp til, siger Pia Bastrup og uddyber, hvorfor dette samarbejde er yderst værdifuldt:

- Hvis der er brug for en henvisning ind i psykiatrien eller et tilbud i det kommunale system, så er der grundlag for det fra vores hus. Det er en kæmpestor værdi og et gennembrud i det sociale arbejde, at man lykkes så godt med at skabe resultater på den her måde.

Man kan henvende sig per telefon, mail, sms eller møde fysisk op mellem klokken 12 og 19. Derefter udredes den unges behov, hvadenten det er individuel rådgivning eller at blive en del af en gruppe af unge, man kan dele sine problemer med, der skal til. 

Det er ifølge Pia Bastrup helt essentielt i forsøget på at hjælpe de unge, at man tager udgangspunkt i den enkeltes behov.

- Nogle har brug for at lære os at kende i en sms-korrespondance, der varer en måned, og andre har mod på at henvende sig direkte. Vi har ikke nogen regler for, hvordan hjælpen skal gives. Vi giver den lige præcis med udgangspunkt i den unge, siger hun. 

Tilbuddet retter sig mod børn og unge i alderen 12-25 år. Efter, at Ungekontakten i Odense Kommune lukkede, har Headspace især oplevet en stigning af henvendelser fra de 12 til 16-årige. 

Headspace får blandt andre støtte fra Velux Fonden og Det Obelske Familiefond samt kommunalstøtte. 

Hos Headspace er der ingen ventetid. 

05:50 Luk video

 

Ved du noget? Så send os et tip