I det fynske folks tjeneste

Flere vil læse til ingeniør på SDU

Hvor flere fynske uddannelser er ramt af tilbagegang i antallet af ansøgere, går det modsat for ingeniøruddannelserne ved SDU.

Ingeniøruddannelserne ved Syddansk Universitet kan igen i år konstatere et stigende antal ansøgere.
 
Hele 7 % flere 1. prioritetsansøgere har i 2008 sat deres kryds ved diplom- eller civilingeniøruddannelserne ved Det Tekniske Fakultet i forhold til 2007.

Og denne vækst, der kommer efter sidste års rekordstore fremgang på cirka 10 %, markerer dermed tendensen.

- Det er naturligvis meget glædeligt, at det nye Tekniske Fakultets ingeniøruddannelser også virker attraktive på de uddannelsessøgende. Jeg tror, at flere unge mennesker er blevet bevidste om ingeniøruddannelsernes mange muligheder og særdeles gode karriereperspektiver, siger Henning Andersen, uddannelsesdirektør på Det Tekniske Fakultet.
 
Fremgangen gælder både på diplom- og civilingeniøruddannelserne, og selvom spredningen varierer på de enkelte områder, er der en klar tendens til, at flere igen søger ind på de klassiske ingeniørretninger som Elektroteknik, Maskinteknik og Produktionsteknik.

Samtidig viser ansøgerne også markant interesse for de nyere uddannelser som for eksempel civilingeniøruddannelsen i Product Development and Innovation samt diplomingeniøruddannelserne i Global Management and Manufacturing og i Integreret design.