I det fynske folks tjeneste

Forsøg med fotoovervågning af fartbøller uden om Fyn

Flere fynske politikere er harme over at et forsøg med automatisk fotokontrol kun skal foregå på Sjælland. Fyn har i årevis forsøgt at gennemføre et forsøg, men fik ikke lov.

1 af 3

Regeringen har besluttet at gennemføre forsøg med automatisk fotokontrol med såkaldte stærekasser.

Det er fastmonterede kameraer, som sættes op på udvalgte vejstrækninger og som automatisk fotograferer bilister, der kører for stærkt.

Skilte advarer bilisterne om, at kameraerne er der, og meningen er at det skal få bilisterne til at lette foden fra speederen.

Men forsøget kommer kun til at foregå på Sjælland. Det gør regionsrådsmedlem og tidligere formand for Teknik- og Miljøudvalget i Fyns Amt, Carsten Abild (Venstre) sur.

Fyn startede debatten

Han mener, det var Fyn, der startede debatten for over 10 år siden og gjorde opmærksom på de lovende erfaringer, man har gjort sig i udlandet med stærekasserne.

- Så forstår jeg ikke, at Fyn ikke er med i det kommende forsøg, siger Carsten Abild.

Han vil nu tage sagen op i regionsrådet.

Også folketingsmedlem for SF, Anne Baastrup er sur.

- Det er uforståeligt, at trafikminister Carina Christensen, som selv er fra Fyn ikke prioriterer sin hjemø højere og at Fyn igen bliver forbigået, siger Anne Baastrup.

Hun vil bede trafikministeren om en forklaring.