Fremtrædende fynske radikale støtter krav til Socialdemokraterne

Begge de to fremtrædende fynske radikale folketingskandidater bakker op om den radikale leder Morten Østergaards krav om, at Mette Frederiksen skal gøre op med paradigmeskiftet.

Der er fuld fynsk opbakning til den radikale leder Morten Østergaards udmelding i Berlingske, hvor han melder ud, at han kun vil bakke op om en socialdemokratisk ledet regering, hvis Socialdemokratiet dropper opbakningen til centrale dele af paradigmeskiftet på udlændingeområdet. 

- Jeg synes, at det er det rette tidspuntk at lægge frem lige før et valg. Så må vælgerne tage stilling. Det er mandaternes styrke, der bestemmer, hvad der skal ske, siger Camilla Hersom, der tidligere har siddet i Folketinget for Radikale og er opstillet som folketingskandidat for Radikale på Fyn.

quote At alle søm er slået i et regeringsgrundlag forud for et valg, har jeg svært ved at forestille mig

Camilla Hersom, radikal folketingskandidat på Fyn

Også Rasmus Helveg, der ligeledes er fynsk folketingskandidat for Radikale, bakker Morten Østergaards linie op.

- Det handler om politik og indhold. Vi har hele tiden sagt, at vi ikke bare vil have en ny regering. Vi vil have en ny politik. Vi kan ikke acceptere, at integration bare er skrevet ud. Det er vigtigt for sammenhængskraften, for vores økonomi og for de enkelte mennesker, det drejer sig om, siger Rasmus Helveg.

Peger på Mette F.

Radikale peger stadig på Mette Frederiksen som landets kommende statsminister, men der skal ændres på udlændingepolitikken.

- Når vi har udlændinge i Danmark, så skal de selvfølgelig have en chance i livet. De skal uddannes, have lov at arbejde og være en del af det danske samfund. Selv om vi mener, at folk skal tage hjem, når der er fred i deres land, så kan det jo tage 10-15 år, og der skal de ikke bare sidde og glo ind i en væg. Vi har erfaring med, at det er dem, der er bedst integreret, som også er de første til at vende hjem, fordi de har ressourcerne til det, siger Camilla Hersom. 

Udmeldingen fra den radikale leder bliver afvist af Socialdemokratiets udlændingeordfører, Matias Tesfaye. Han siger til Ritzau, at de Radikale ikke skal regne med at få lempet på udlændingepolitikken.

- Kristian Thulesen Dahl og alle andre kan være 110 procent sikre på, at så længe Mette Frederiksen er formand for det her parti, og jeg er udlændingeordfører, kommer vi til at føre stram udlændingepolitik, for vores velfærdssamfund skal kunne følge med, siger Mattias Tesfaye til Ritzau.

Sømmene er ikke slået i

Camilla Hersom tror dog stadig på, at det vil lykkes for de Radikale at få ændret på udlændingepolitikken i en kommende socialdemokratisk regering.

- At tro at alle søm er slået i et regeringsgrundlag forud for et valg, har jeg svært ved at forestille mig. Det vi mener om paradigmeskiftet, står vi ikke alene med. Både Enhedslisten, Alternativet og på nogle stræk SF er enige med os i, at der skal en anden udlændingepolitik til. Men selvfølgelig vil forhandlingerne blive svære, hvis flertallet skifter.

Oversigt

    Oversigt