I det fynske folks tjeneste

Friluftsbad: Gratis adgang er unfair konkurrence

Lørdag åbnede Odense Friluftsbad for første gang i år. Med gratis entré. Men det er unfair konkurrence, lyder det fra det lille friluftsbad Allerup Gamle Have i det sydøstlige Odense.

01:48

Friluftsbadet Allerup Gamle Have føler sig presset af de andre bade i Odense, der er gratis at benytte. Video: Eloha habibi

Friluftsbadet Allerup Gamle Have føler sig presset af de andre bade i Odense, der er gratis at benytte. Foto: Eloha habibi

1 af 2

Frilufsbadet Alleup Gamle Have er nu det eneste i Odense, hvor vandhundene skal betale entré. Det koster 30 kroner at komme ind, mens det altså er gratis at bade i både havnebadet og nu også i friluftsbadet.

I det lille friluftsbad Allerup Gamle Have er man nervøs for, at der ikke er mange, der hopper og plasker i deres vand i fremtiden.

- Vi frygter at miste de der dagligdags gæster, hvor vi skal have 50 - 100 gæster hver eneste dag, når solen skinner, fordi ellers så løber det ikke rundt, siger formand for Foreningen Allerup Gamle Have, Jimmy Adler Andersen.

Rødt flertal gjorde det gratis
Et rødt flertal i Odense Kommune beslutede sidste år at gøre Odense Friluftsbad gratis i en prøveperiode på et år. Det skete efter friluftsbadet i Bolbro kunne mærke et markant fald i besøgstallene, efter det nye gratis havnebad i Odense Havn åbnede.

19321 badegæster indløste billet til Odense Friluftsbad i 2016. Et tal det håber bliver større i år, nu hvor der er gratis entré.

- De ligger jo ikke så langt fra hinanden, og så syntes vi, det kunne være rimeligt at prøve i denne sæson, hvilken indflydelse det får, at de begge er gratis de to tilbud, siger By- og Kulturudvalgsmedlem Anders W. Berthelsen (S).

By- og Kulturrådmand Jane Jegind (V) stemte imod forslaget, og hun kan godt forstå bekymringen hos formanden for Allerup Gamle Have.

- Jeg er enig med ham i, at det gjorde ikke noget at vi fortsat havde taget et beløb for at komme ind friluftsbadet i Bolbro. Det er en attraktion, og det er et sted, man kan komme hen. Det kan man godt betale en lille smule for, siger rådmanden.

Drevet af lokale frivillige
Allerup Gamle Have er drevet af lokale frivillige kræfter, og her føler man sig forfordelt af beslutningen i Odense Kommune.

- Det kan ikke være rigtigt, at vi ikke skal have samme vilkår som de andre, siger Jimmy Adler Andersen.

Går det ikke ud over de mindre tilbud som Allerup Gamle Have?

- Det må vi håbe, det ikke gør. Jeg er godt klar over, det koster 30 kroner at komme ind her. Nu synes jeg ikke, 30 kroner er så meget. Der er 12 kilometer imellem Allerup her og så Odense Friluftsbad, så det er måske ikke det samme publikum, siger Anders W. Berthelsen.

Jimmy Adler Andersen er dog ikke tilfreds med den forklaring, og han har derfor taget kontakt til flere politikere.

- Jeg håber på, at vi får samme vilkår alle tre. Enten ved at det bliver gratis for os alle sammen, eller at vi kommer til at betale, siger han.

Friluftsbadet Allerup Gamle Have får cirka 250.000 kroner årligt i tilskud fra Odense Kommune.