Fynbo fundet trafikdræbt i majsmark

En 26-årig mand fra Odense blev søndag middag fundet død på en majsmark mellem Skærbæk og Toftlund efter en soloulykke. Også en 20-årig mand blev fundet kvæstet på marken.

Syd- og Sønderjyllands Politi fandt søndag et bilvrag og liget af en 26-årig mand fra Odense på en majsmark mellem Skærbæk og Toftlund.

Bilen og den 26-årige har ligget skjult for omverdenen mellem de tre meter høje majsplanter, og selvom ulykken formentlig fandt sted i nat, var det først kort før middag, at en forbipasserende fik øje på den stærkt beskadigede bil inde på marken.

Politiet fandt også en 20-årige mand, der sad fastklemt på bilens bagsæde. Han var ved bevidsthed, da politiet fandt ham, og han har således siddet alene i timevis i den maste bil.

Han er nu indlagt på sygehus i Flensborg. Politiet har ikke kunnet tale med manden endnu, så det er fortsat en gåde, hvad der præcist er foregået i forbindelse med ulykken.

Politiet gennemsøgte søndag eftermiddag majsmarken for at sikre sig, at der ikke ligger flere personer mellem de høje majsplanter.

Oversigt

    Oversigt