I det fynske folks tjeneste

Fynboer på skattejagt i Indien

Elever og forstander på Vestfyns Efterskole er snart klar til den store skattejagt ud for den tidligere danske koloni Trankebar i Indien. Håbet er at finde skibsvrag, kanoner og måske en skattekiste.

Poul Petersen på skattejagt ved Trankebar i Indien

1 af 3

Et hold elever er sammen med forstander Poul Petersen og en dykker netop vendt hjem fra endnu en tur til Trankebar i Indien.

- Vi har fået opmålt et stort område foran Fort Dansborg og ved at der ligger en del spredte genstande på havbunden, siger forstander Poul Petersen fra Vestfyns Efterskole i Tommerup.

Poul Petersen begyndte sammen 3 andre initiativtagere i 2002 en renovering af det gamle fort, der i 225 år var på danske hænder.

Gammel drøm

- Jeg har i flere år haft den drøm at få undersøgt havbunden foran Fort Dansborg. Her hvor skibene gennem flere generationer har ankret op og varer er blevet overført til mindre både der har transporteret dem ind til Fortet. Ofte har skibene fra Europa medført store værdier. Flere gange er det gået galt, når man skulle gennem brændingen og man har tabt godset i det frådende hav. Hver gang jeg har stået ved kysten foran fortet, har jeg tænkt, her må der garanteret ligge en hel masse ting og sager på havbunden, som det kunne være spændende at få samlet op, siger Poul Petersen

Sammen med Gert Normann fra Jysk Dykkerfirma har Poul Petersen foretaget den første scanning af havbunden, og selvom vandet var uklart blev der lokaliseret flere positioner, hvor der ligger noget.

Skattekiste

- Det kan være alt fra kanoner og nedefter - måske også den pengekiste som missionæren Ziegenbalg i året 1706 tabte under transporten med en mindre båd fra det store skib, der var ankret op på reden foran Fort Dansborg, fortæller forstanderen.

Poul Petersen håber nu, at nu at få tilladelse til at oprette et marinararkæologisk center i Trankebar, så havbunden kan blive undersøgt grundigt for effekter og skatter.