Fyns mindste museum femdobler besøgstal

Fyns måske mindst besøgte museum har femdoblet sit besøgstal i 2016. Kulturekspert roser museets strategi.

Ann-Marie Hansen åbner døren til Otterup Museum og stiller flag og skilt ud til vejen. Den blå gæstebog ligger klar ved hoveddøren. På museets åbningsdage, tre gange om ugen i højsæson, kommer der typisk et par gæster forbi i løbet af dagen. Andre gange står museet tomt i de to timer, det er åbent.

Men i Otterup er det ikke kvantiteten, der vægter tungest.

Mest af alt fylder kærligheden til det lokalhistoriske museum, der er et af Fyns mindst besøgte trods en markant fremgang i besøgstallet.

Otterup Museum er en tidslomme for det lokalhistorien.
Otterup Museum er en tidslomme for det lokalhistorien.
Foto: Morten Albek

- Vi ser det ikke som noget negativt. Vi ser det sådan, at vi ligger og venter på, at nogen skal opdage os, siger Ann-Marie Hansen.

I 2016 lagde 600 gæster vejen forbi det historiske hus. Det er flotte tal set i kontrast til 2010, hvor museet tiltrak under 200 besøgende over hele året. Det svarer til omkring fire gæster om ugen.

Nutidens museumsgæst er kritisk

Siden 2010 har en ny bestyrelse anlagt en ny strategi for Otterup Museum, fortæller Ann-Marie hansen.

- Vi har lavet en plan, vi følger den og så sørger vi for, at det langsomt men sikkert bliver løbet i gang. Hvis vi kan tage de små skridt og gøre dem til succeser, så vil det over år blive kendt, at vi er et besøg værd, siger hun.

Som en del af strategien arrangeres der blandt andet byvandringer og skolebesøg. Og så vil museets frivillige blive bedre til selv at invitere grupper af gæster på besøg – også til en kop kaffe i den fynske sol.

Dén strategi tiltaler den moderne museumsgæst. Det mener Anne Scott Sørensen, der er professor ved Institut for Kulturvidenskaber ved Syddansk Universitet.

- Når mennesker skal på museum i dag, så vil de have en oplevelse og tales til i øjenhøjde, forklarer Anne Scott Sørensen.

Otterup Museums besøgstal 2008-2016

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hun roser den nye strategi for Otterup Museum.

- Det afhænger jo alt sammen af et museums størrelse og beliggenhed. Med de muligheder, Otterup Museum har, synes jeg bestemt, de gør det rigtige, uddyber hun.

Selvom 2016 var et flot år for Otterup Museum målt på besøgstal, hviler de frivillige ikke på laurbæerne. I stedet er ambitionen endnu en besøgsrekord i 2017.

Ambitionerne er høje ved Fyns mindst besøgte museum.
Fotograf: Morten Albek

Oversigt

    Oversigt