Fynsk Lotto-millionær færdig med tilbud

Lotto-vindere fra Odense skulle have været ude og købe havemøbler på tilbud. Men en lotto-gevinst på 3,3 millioner kroner fik dem til at ændre planer.

- Jeg sad på jobbet og læste på Fyens Stiftstidendes netavis. Pludselig tænkte jeg; hov - det er da der, vi plejer at købe vores Lotto, griner en af lørdagens vindere.

Ægtepar i 40'erne og bosat i Odense. Men derudover ønsker de at være anonyme.

- Jeg læste videre og kunne se, at der var vundet på en 5-ugerskupon, præcis som vi spiller, og at den var selvudfyldt, ligesom vores, fortæller den anonyme vinder til Danske Spil.

Kunne genkende tallene

Herefter fik mandagen en anden dagsorden end planlagt.

- Jeg tjekkede tallene og kunne genkende de fleste. Vi har spillet med siden 1989 og har valgt tallene ud fra vores fødselsdage og andre mærkedage. Der var dog to tal, som jeg ikke kunne huske, så jeg ringede til min mand, fortæller vinderen,

Manden kunne fortælle, at de to sidste tal var parrets alder, da de startede med at spille Lotto... og så var gevinsten jo næsten hjemme.

- Jeg turde ikke tro det. Egentlig skulle jeg have været ude og se på et godt tilbud på havemøbler, men jeg ændrede hurtigt planer og tog hjem og tjekkede vores Lotto-spil, fortæller vinderen.

Vandrede op og ned

Den var god nok. 1. præmien på 3.333.333 kroner var i hus. Og så er det jo bare at fejre det.

- Min mand tog det meget stille og roligt. Jeg vandrede bare op og ned af gulvet, smiler hun.

Nu har fynboerne lagt hovedet i blød for at finde ud af, hvad de mange penge skal bruges til.

- Vi skal betale huset ud. Og så skal vi nok også have de havemøbler, vi mangler. Men det kan nok vente til næste år, griner den nykårne millionær.

Oversigt

    Oversigt