I det fynske folks tjeneste

Fynsk rumfirma rykker tættere på NASA

David Zuniga (tv) og bestyrelsesformand Thomas A. E. Andersen ved det nyåbnede kontor i Houston lige udenfor NASAs Johnson Space Center. Foto: Robert Markowitz/AFP PHOTO/NASA og DAC/DAC-NA

Den fynske rumfartsvirksomhed Danish Aerospace Company etablerer sig i USA, og får adresse lige udenfor hovedindgangen til NASAs Johnson Space Center i Houston, Texas.

Fynske Danish Aerospace Company (DAC) åbner datterselskabet, Danish Aerospace Company - North America, Inc. (DAC-NA), - lige udenfor hovedindgangen til det navnkundige rumfartscenter NASAs Johnson Space Center.

DAC føjer dermed en ny adresse til visitkortet, hvor der ved siden af hovedkvarterets adresse på Hvidkærvej 31A i Odense SV nu skal stå 2101 E NASA Pkwy, Houston, TX 77058, USA.

Åbningen er en del af DACs strategi for at komme ind og levere udstyr til det kommercielle, bemandede rumfartsmarked, der er vokset op de seneste år og er i hastig udvikling, skriver virksomheden i en pressemeddelelse.

Tættere på private rumprojekter

Valget af Houston og Texas er indlysende valg, da Johnson Space Center står for alle NASAs bemandede rumfartsprogrammer og i Houston findes også kontorer for de fleste private amerikanske rumfartsfirmaer, der spiller en central rolle i den fremtidige udvikling af det kommercielle rumfartsmarked.

- Etableringen af Danish Aerospace Company - North America, Inc. er et initiativ, vi har forberedt og set frem til i løbet af det sidste halve år. Med DAC-NA satser vi på at komme til at spille en endnu mere aktiv rolle i både NASAs bemandede rumprogrammer og i de mange private rumaktiviteter, som er i gang i USA, siger Thomas A. E. Andersen, administrerende direktør for Danish Aerospace Company og bestyrelsesformand i det nye datterselskab.

Fakta

Lyndon B. Johnson Space Center - eller Johnson Space Center - er NASAs center for bemandede rumflyvninger.
Hovedaktiviteter på centeret er Mission Control og astronaut træning.
Centeret blev opført i 1961 og har haft ansvaret for alle NASA's bemandede rumflyvninger siden 1965.
De tidlige bemandede rumflyvninger Gemini, Apollo og Skylab blev kontrolleret herfra, og det var hertil Apollo 13 henvendte sig til med ordene "Houston, we've had a problem".
I dag har Johnson Space Center kontrollen med rumfærgeflyvingerne og Den Internationale Rumstation.
Kilde: Wikipedia

Han tilføjer at DAC-NA's mål er at kunne bidrage med udstyr til en bred vifte af kommercielle rumflyvninger indenfor overvågning af astronauter og rumturisters sundhed samt personer i andre ekstreme miljøer.

- Vi bygger på tre årtiers rumfartserfaring med hensyn til respiratorisk udstyr, motionsudstyr, bærbar teknologi til overvågning af medicinske nøgleparametre og vandrensningsteknologi, siger Thomas A. E. Andersen.

Fokus på tre kerneområder

Til at løse opgaven er David Zuniga ansat som General Manager for DAC-NA, Inc. til at lede det nye firma. David Zuniga har en omfattende kommerciel og statslig rumfartserfaring, senest fra Center for Advancement of Science in Space (CASIS), som forvalter det amerikanske, nationale forskningslaboratorium på den internationale rumstation for NASA.

David Zuniga og DAC-NA vil gå direkte efter tre af DACs kerneområder: bærbar teknologi til overvågning og måling på menneskers sundhed under ekstreme miljøer, motionsudstyr, samt vandrensningssystemer til både rum- og jordbaserede applikationer.

DAC-NA etableres i Houston, da det er her DACs teknologi passer direkte ind, både indenfor bemandet rumfart, offshore- og medicin, hvilket netop er kernekompetencer i Houston-områdets økonomi, står der i pressemeddelelsen.

Læs også Fynsk vandrensning i rummet

Læs også Falck Schmidt: Alle medarbejdere fyret i weekenden

Ved du noget? Så send os et tip

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.