I det fynske folks tjeneste

Fynsk skuespiller topper hitlisten med Under Sandet

Den fynske skuespiller Roland Møller har stor succes og høster mange roser for sin hovedrolle i Anden Verdenskrigs-filmen Under Sandet.

Den anmelderroste danske film Under Sandet, der har fynske Roland Møller i hovedrollen, er nu den bedst sælgende film i Danmark.

Under Sandet gik i tirsdag ind på førstepladsen og slog stærke film som Spectre og Mockingjay Part 2.

Det danske biografpublikum er dermed i store tal enige med filmkritikerne, der i mange tilfælde har givet femstjernede og sågar seksstjernede anmeldelser med stor ros til både instruktøren Martin Zandvliet og den fynske hovedrolleindehaver Roland Møller.

Under Sandet skaber desuden stor debat i de fleste medier i øjeblikket.

Filmen dækker nemlig over et hidtil ufortalt kapitel af den danske efterkrigstidshistorie og tager sin begyndelse i dagene efter den tyske kapitulation, maj 1945, hvor det ‘beskidte arbejde’ skal udføres.

Roland Møller, der er født og opvokset i Odense, spiller rollen som den danske sergent, Carl Leopold Rasmussen, der får overdraget kommandoen over en tysk deling unge soldater, som sættes til at fjerne de tusindvis af landminer, der er gravet ned i sandet langs den jyske vestkyst.

I mødet med den unge tyske soldat Sebastian, spillet af Louis Hoffmann, bliver det ikke bare kampen om liv og død, men også om had, tilgivelse og forsoning.

Du kan se filmens trailer her: