I det fynske folks tjeneste

Fynsk speedwaykører stopper på landsholdet

Fynske Nicki Pedersen skal ikke længere være med, når de røde hvide farver skal vises frem. Han vil give plads til næste generation.

- Lad de unge komme til!

Sådan lyder det fra den fynske speedwaykører Nicki Pedersen, der efter mange år på landsholdet har valgt at trække sig tilbage fra netop landsholdet. 

Han har ellers været en del af landsholdet hele karrieren, og han kan se tilbage på at have hentet 11 medaljer hjem til Danmark, hvoraf 4 af dem har været i guld. 

- Jeg har altid været stolt over at repræsentere Danmark, men tiden er nu også inde til, at der skal ske et generationsskifte i dansk speedway. Man skal se det som et velment spark bag i til dansk speedway, så vi ikke fortsætter i samme rille som de seneste år, siger den 40-årige tredobbelte, fynske verdensmester, Nicki Pedersen, i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Ved at jeg trækker mig, håber jeg, det giver plads til at flere unge kørere kommer i betragtning til landsholdet, så vi i løbet af kort tid kan være i stand til at kæmpe med om guld til Danmark igen.

Og netop det generationsskifte som fynboen taler om, giver en åbning for speedwaykørerne Peter Kildemand, Anders Thomsen, Mikkel Michelsen og en del andre unge kørere. 

Læs også Nicki Pedersen får wildcard til VM-serien

- Nicki har selv fravalgt landsholdsdeltagelsen, måske for at koncentrere sig om sit comeback efter sin lange skadespause, siger Hans Nielsen i en pressemeddelelse.

Og netop det comeback vil stadig ske.

Nicki Pedersen vil altså stadig være at finde, når snoren går op i GP-serien i speedway i 2018, hvor han er den eneste i de danske røde hvide farver. 

Der er fynboen, der ellers har været hårdt ramt af mange skader og dårlig form, med på et wildcard. 

Sammen med Nicki Pedersens manglende tilstedeværelse i de røde hvide farver, så vil de rutinerede kræfter Hans Andersen og Mads Korneliussen også være væk fra listen over landsholdet i speedway.