I det fynske folks tjeneste

Fynsk terrorsag har tysk forbindelse

Terrorgruppen fra Vollsmose samarbejdede med tyske terrorister, der planlagde et angreb på et regionaltog.

Sammen med tyske terrorister ville gruppen fra Vollsmose angiveligt sprænge et regionaltog med hundrede af mennesker i luften.

Der har været kontakter mellem terrorgruppen fra Odense og islamistiske terrorister i Tyskland, som ville sprænge et regionaltog med hundrede af mennesker i nærheden af Koblenz i luften, skriver dagbladet "Der Nordschleswiger" i Aabenraa lørdag.

Den tidligere tyske indenrigsminister fra Slesvig-Holsten, Socialdemokraten Ralf Stegner, bekræfter over for bladet, at myndighederne har afsløret disse kontakter, og at det gode resultat af samarbejdet mellem de to landes efterretningstjenester "har været gavnligt for begge sider" i den videre efterforskning af de to sager.

Baggrunden er, at en af de såkaldte "kuffertbomber"-terrorister i Tyskland blev anholdt på banegården i Kiel, da han ville flygte til Odense. Kort tid efter anholdt det danske politi i Vollsmose en terrorgruppe, som ifølge landsretten havde planlagt et terrorangreb i Danmark.