I det fynske folks tjeneste

Fynske Mølholm solgt til norsk forsikringsgigant

Det norske forsikringsselskab Gjensidige Forsikring har købt fynske Mølholm Forsikring af PFA. Gjensidige bliver førende indenfor sundhedsforsikringer.

Helge Leiro Baastad, koncernchef i Gjensidige Forsikring. Foto: Jo Michael de Figueiredo/Gjensidige Forsikring

Mølholm Forsikrings 75 ansatte i domicilet på Niels Bohs Allé i Odense SØ har fået ny ejer. Selskabet, der har været ejet af af PFA siden 2013, er blevet købt af norske Gjensidige Forsikring.

Nordmændene køber en virksomhed som er i vækst. Mølholm Forsikring er siden 2013 vokset fra 313 millioner kroner i omsætning til 404 millioner kroner i 2016.

Gjensidige Forsikring ser frem til at overtage Mølholm Forsikring, idet opkøbet sker ud fra nogle klare strategiske overvejelser, siger koncernchef Helge Leiro Baastad i en pressemeddelelse.

- Teknologi, demografi og kundeadfærd har indflydelse på Gjensidiges fremtidige strategi, hvilket betyder, at vi ønsker strategisk vækst inden for sundhedsområdet. Vi er meget tilfredse med at kunne indtage en fremtrædende rolle i Danmark med købet af Mølholm Forsikring, siger koncernchef Helge Leiro Baastad.

Med opkøbet bliver Gjensidige den førende udbyder af sundhedsforsikringer.

Læs også Fynsk forsikringsselskab forventer fremgang i 2016

4.000 ansatte i seks lande

Gjensidige Forsikring har 4.000 medarbejdere, heraf 850 i Danmark. Hovedsædet ligger i Oslo, og virksomheder har filialer i Danmark, Sverige og de tre baltiske lande:  Letland, Litauen og Estland. 

Virksomheden er det største forsikringsselskab i Norge og anses som en vigtig spiller på de nordiske markeder.

Mølholm glider ind i Gjensidige som en del af Nordic i Gjensidige Forsikring. Nordic ledes fra Danmark. 

Salget er betinget af godkendelse fra det danske og norske Finanstilsyn samt konkurrencemyndighederne og forventes gennemført i marts 2017. Parterne har aftalt ikke at offentliggøre prisen.

Læs også Fynsk privathospital sluger de små