Fynske skibsværfter i knibe

De mindre fynske skibsværfter er pressede og kan snart komme til at mangle ordrer. Blandt andet fordi det er så svært at få ordrer fra andre EU-lande.

På skibsværftet i Assens er man ved at lægge sidste hånd på fire måneders arbejde med renovering af Skoleskibet Georg Stage. Det er anden gang indenfor få år, at det flotte, gamle skib er på værft på Vestfyn.

Og det glæder Erling Pedersen, der er direktør på Assens Skibsværft. Både fordi det er et flot og historiefyldt skib, men også fordi det bliver sværere at sværere at få ordrer hjem. Især fordi reglerne foreskriver, at alle større offentlige værftsopgaver skal i EU-udbud, og mens de store danske opgaver ofte lander på andre europæiske værfter, er det sværere at få opgaverne den anden vej.

- Jeg føler, at man i andre lande er rigtig, rigtig gode til at holde det hjemme, hvor i Danmark der tænker man anderledes, siger Erling Pedersen.

Faktisk sker det så sjældent, at udenlandske opgaver kommer til Danmark, at Assens Skibsværft nu har opgivet at byde på de store EU-projekter.

- Vi vil ikke bruge penge på det mere. Det er så mange penge, man bruger på at regne tilbud ud. Det er 50-75.000 kr., hvis det er en stor sag. Så det er mange penge at smide ud, hvis på forhånd ved, at de holder dem hjemme, siger Erling Pedersen.

Direktøren for Tuco Marine i Faaborg, Jonas Pedersen, har samme oplevelse. Han peger blandt andet på, at udbudsmaterialerne ofte ikke er tilgængelige på engelsk. Og det vanskeliggør alt andet lige at skulle komme med et gennemarbejdet tilbud på opgaven.

- Sproget er ofte den største udfordring. Der kan også være andre krav, man sætter op, som lugter af, at der er et ønske om at holde det nationalt. Det kan være garantikrav eller krav om at økonomiske garantier skal stilles fra lokalt baserede pengeinstitutter, siger Jonas Pedersen.

De mindre fynske skibsværfter er pressede og kan snart komme til at mangle ordrer. Værftsbranchen er utilfreds med, at det er så svært for de små værfter at få ordrer fra andre EU-lande.

 

Oversigt

    Oversigt