I det fynske folks tjeneste

Galschiøt spidder en isbjørn ved Paris-topmøde

Den fynske kunster og aktivist Jens Galschiøt er rejst til Frankrig for at råbe politikerne op ved klimatopmødet i Paris.

00:08

1 af 2

Når statsledere og regeringschefer mødes i Paris i denne uge til klimatopmødet COP21 vil de blive mødt af en kontroversiel kunst-happening, som den fynske kunstner Jens Galschiøt står bag.

En naturtro isbjørn støbt i kobber vil blive spiddet på en stor olierørsledning, der rækker op i luften for at vise ophobningen af CO2 i atmosfæren.

Isbjørnen er truet af udryddelse på grund af klimaforandringerne, som medfører, at isen i havet omkring Arktis forsvinder.

- Målet er at anskueliggøre konsekvenserne af menneskets overforbrug og livsstil, både her og nu og ikke mindst i fremtiden. Verdens ledere er nødt til at tage sig sammen og forpligte sig til at begrænse udledningen af CO2, siger Jens Galschiøt til TV 2/Fyn.

Frankrig er i øjeblikket i undtagelsestilstand efter terrorangrebene i Paris i november, og det har fået fransk politi til at udstede et totalforbud mod offentlige demonstrationer i forbindelse med klimatopmødet.

Men Jens Galschiøt har besluttet sig for alligevel at gennemføre opstillingen af det fynske kunstværk i Paris. Det vil efter planen ske torsdag, oplyser han til TV 2/Fyn.

- Jeg er ærgerlig over, at Frankrig har valgt at forbyde demonstrationer i forbindelse med COP21, for klimaproblematikken er et ekstremt vigtigt emne på den globale dagsorden. Terrorbegivenhederne i Paris har påvirket os allesammen, men jeg slet ikke i tvivl om, at aktionen skal gennemføres, siger Jens Galschiøt.

Målet er at anskueliggøre konsekvenserne af menneskets overforbrug.

Den fynske skulptur, som bliver opstillet ved Cité Internationale Universitaire i Paris, har fået titlen Unbearable. Skulpturen består af en 12 meter lang olierørsledning, som rejser sig 6 meter op i luften. På toppen af olierøret hænger en død isbjørn. 

Opstillingen af det opsigtsvækkende kunstværk i Paris sker i samarbejde med Verdensnaturfonden, og fondens danske generalsekretær og tidligere folketingsmedlem Gitte Seeberg deltager også i Galschiøts aktion torsdag.

Isbjørnen, som nu bliver spiddet i Paris, er det seneste af en række opsigtsvækkende værker, som har gjort den fynske kunstner Jens Galshiøt berømt og berygtet i store dele af verden.

Ved klimatopmødet i København i 2009 vakte det international opsigt, da Galschiøt opstillede en skulptur med titlen Survival of the Fattest ved siden af Den lille Havfrue i København. Jens Galschiøt har også tidligere rejst en debat om krænkelser af menneskerettighederne i Kina, og det har resulteret i et kinesisk indrejseforbud for den fynske kunstner. 

 

03:41 Luk video

Jens Galschiøts kunst-happening bliver lavet i samarbejde med Verdensnaturfonden og et lokalt universitet i Paris.

Kommunikationsdirektør ved Cite Internationale Universitaire, Marion Le Paul er meget positiv over for initiativet:

00:12 Luk video