I det fynske folks tjeneste

Galschiøt klager til udenrigsministeriet

Den fynske kunstner og provokatør Jens Galschiøt klager nu over det danske konsulat i Hong Kong og udenrigsministeriet.

Klagen kommer efter at Galschiøt og to andre danskere blev nægtet indrejse i Hong Kong lørdag. 

 Den fynske kunstner mener ikke, at den danske konsul i Hong Kong gjorde nok for at komme dem til undsætning i lufthavnen og at udenrigsministeriet støtte var mangelfuld.

- Vi undrer os over den manglende støtte fra udenrigsministeriet. Vi forstår ikke, at den danske konsul ikke med det samme kom ud i lufthavnen og krævede os adgang. Vi forventede, at han sørgede for at få en begrundelse for vores hjemsendelse, og at han i det mindste stoppede hjemsendelsen til han havde fået en gyldig begrundelse og indtil vores advokat kunne få adgang til lufthavnen, udtaler Jens Galschiøt i en pressemeddelelse.