I det fynske folks tjeneste

Gammel gris fundet

Arkæologer fra Odense Bys Museer har fundet en ofret gris fra jernalderen.

Arkæologer finder en vej med hjulspor og ofret gris fra ældre jernalder.

Ved Odense Bys Museers udgravning ved genbrugsstationen i Otterup finder arkæologer spor efter jernalderens bønder, deres gårde og deres liv på stedet for ca. 2000 år siden.

Det er fortsættelsen på det arbejde, arkæologerne begyndte, da man i 2005 anlagde genbrugsstationen i Otterup.

- Dengang fandt vi huse, og det at vi nu også finder veje, giver os et indblik i den infrastruktur, der har været på bopladsen, siger museumsinspektør Kirsten Prangsgaard fra Odense Bys Museer.

Veje fra oldtiden er sjældne. De var ofte simple jordveje, som er svære at genfinde i dag.

Men i sidste uge fandt man en oldtidsvej i Otterup. Vejen er slidt så meget, at der har dannet sig hjulspor ned i stenene.

Griseoffer

Man har nu fundet spor efter ofringen af en gris. En gris, der kunne være vokset op og være blevet til god mad, men i stedet blev ofret til guderne.

Bonden gravede et hul, der var netop stort nok til grisen, og han lagde den forsigtig ned i hullet. Ved udgravningen fandt man grisens skelet.

En kalkholdig jord gør, at knoglerne er bevaret frem til i dag. Et øjebliksbillede fra jernalderen er bevaret.

Udgravningen fortsætter i den kommende uge. Vejen fotograferes og forsvinder, men grisen tages op i en jordklump og tages med på museet.

- Hvad der sker med grisen har vi slet ikke taget stilling til endnu, siger Kirsten Prangsgaard.

Ved du noget? Så send os et tip