I det fynske folks tjeneste

Gartnere kræver salg af Naturgas Fyn

De fynske gartnere er dybt frustrerede over, at Naturgas Fyn, som det eneste naturgasselskab i landet, ikke vil tilbyde gartnerierhvervet lavere pris på gas. Derfor opfordrer gartnerne nu politikerne til at afhænde det fynske naturgasselskab.

-

Fire gartnerier på Fyn udsendte fredag en fælles pressemeddelelse, hvor de opfordrer de fynske borgmestrer til at overveje Naturgas Fyns fremtid.

\"Når Naturgas Fyn nu ikke er til for fynboerne, kræver vi at borgmestrene arbejder konstruktivt for, at Naturgas Fyn enten fusionerer, opkøbes eller at erhvervslivet får adgang til øvrige udbydere i Danmark\", skriver Gartneriet Kronborg, Gartneriet Krebs, Gartneriet Poul Erland Nielsen og Gartneri Per Kortegaard.

Baggrunden for gartnernes frustration er, at landets øvrige naturgasselskaber tilbyder gartnerierhvervet nedsatte priser på naturgas, så de kan konkurrere med deres hollandske kolleger på lige vilkår.

Men på Fyn afviser Naturgas Fyn at reducere priserne på gas til samme niveau som i resten af landet.

Naturgas Fyn har monopol på Fyn, og de fynske gartnere er derfor tvunget til at aftage den dyre gas fra Fyn. Det betyder at det fynske gartnerierhverv ikke kan konkurrere på lige vilkår med deres kolleger i resten af landet og i Holland.