I det fynske folks tjeneste

Giraf død i Odense Zoo - tapir født

Søndag eftermiddag brækkede giraffen Petra venstre bagben og blev aflivet i Odense Zoo. Dagen før, lørdag eftermiddag, kom en lille ny tapir til verdenen samme sted.

-

Søndag eftermiddag brækkede Petra venstre bagben og blev aflivet. Petra var en 25-årig girafdame i Odense Zoo, der havde boet i Odense siden 1980.

Gammel rekord-girafmor
25 år er gammelt for en giraf. I naturen bliver giraffer ofte ædt af rovdyr når alderdommen begynder at tolde på bevægeligheden. Men for Petra betød det lange beskyttede liv, at hun nåede at føde 11 girafkalve - en rekord, der placerede Odense Zoo på giraf-verdenskortet.

Petra havde skrantet gennem længere tid og var planlagt aflivet i den nærmeste fremtid alligevel.

Død og fødsel i samme weekend
Til gengæld har Odense Zoos tapirer haft en spændende weekend. Efter 13 måneders graviditet fødte en tapir, lørdag eftermiddag, en ny lille han, der hygger sig med sine forældre i det sydamerikanske anlæg. Tapir-far må iøvrigt være lidt af en charmetrold for tapir-mor har kun været i Odense siden marts 2002. Så hun havde ikke gået mange dage i Odense før tapir-far havde været der og lavet en lille tapir-dreng.

Ved du noget? Så send os et tip