I det fynske folks tjeneste

Hårde tider for fynske tomater

Prisen på tomater er styrtdykket de sidste par måneder. Nu må fire fynske gartnerier stoppe produktionen af tomater. De fynske tomatavlere giver lavpriskæden Lidl skylden for nedturen.

Fire fynske gartnerier har måttet stoppe produktionen af tomater

Tomatproduktionen i Danmark er faldet med 15-20 procent de seneste måneder.

 - Det er helt klart Lidl-effekten, der slår igennem. Netto og de andre kæder synes, at de skal danse samme dans som Lidl med ekstremt lave priser på frugt og grøntsager i stedet for at vælge at differentiere sig, som jeg synes, at de burde, siger formand for Foreningen Dansk Væksthusgrøntsager Mads Pedersen til Fyens Stiftstidende.

Mere fokus på danske grøntsager

De fire fynske gartneriejere, som havde specialiseret sig i tomatavl, har stoppet produktionen af tomater efter at GASA Odense Frugt - Grønt har opgivet at finde butikker, der er villige til at betale afregningspriser, som sikrer tomatavlerne økonomisk acceptable vilkår.

Hos GASA er man enig i, at det er Lidl-butikkernes åbning i Danmark har givet problemer for de fynske grøntsagsavlere. Formanden for GASA håber, at forbrugerne vil vende tilbage til de danske produkter.

 - Vi kan kun håbe, at udviklingen fra dansk produktion til større fokus på udenlandske frugt og grøntsager vender, inden det er for sent, siger Mogens Christensen, der er formand for GASA.