I det fynske folks tjeneste

Havørnen fra Røjle er død

Det blev en trist weekend på Dyrenes Beskyttelses hjælpeplejestation i Vejle. Havørnen, der i sidste uge blev fundet ved Røjle nord for Middelfart, er død.

1 af 2

Søndag morgen, da Henrik Husum, leder af plejestationen i Vejle skulle tilse ørnen, sad den i bunden af buret helt apatisk og en time senere, inden dyrlægen nåede at komme, var den død.

- Jeg er meget ked af, fuglen ikke kunne overleve, siger Henrik Husum i en meddelelse fra Dyrenes Beskyttelse.

I fredags viste ørnen sig fra sin bedste side, da pressen kom for at tage billeder. Den virkede om om den var i bedring, havde energi, appetit og mod på livet.

- Dens skade og den følgende lange tids underernæring inden den blev fundet har dog været alvorligere end umiddelbart antaget og søndag gav den op, siger Henrik Husum
 
- Når et dyr kommer til en af vores plejestationer er vi meget opmærksomme på om det kan nytte at begynde en behandlig eller om en aflivning vil være mest humant. Den overvejelse havde vi også med denne havørn, siger Henrik Husum.

- Men både dyrlæge, ringmærkere og jeg mente, at den skulle have en chance for at komme tilbage til naturen i sund og rask tilstand. Medvirkende til denne beslutning var at ørnen i første omgang reagerede positivt på plejen. Desværre gik det altså ikke, slutter Henrik Husum.

Havørnen er nu bragt til obduktion, så vi kan finde dødsårsagen.