I det fynske folks tjeneste

Henrik Hansen bliver ny assistenttræner i OB

OB's Superligahold skal til sommer have ny assistenttræner, når John Bredal stopper i klubben. Han erstattes af en gammel kending.

Den tidligere midtbanespiller Henrik Hansen vender til sommer tilbage til OB. Nu som assistenttræner for Kent Nielsen. Foto: Claus Fisker / Ritzau Scanpix

OB har skrevet en treårig kontrakt med klubbens tidligere midtbaneprofil Henrik Hansen, der bliver ny assistenttræner i Ådalen, når Kent Nielsens nuværende assistent, John Bredal, stopper til sommer.

Henrik Hansen spillede i OB fra 2008-2010 og kommer til klubben efter en periode som assistenttræner i SønderjyskE.

Jeg er overbevist om, at OB er på vej i den rigtige retning, og den glæde vil jeg rigtig gerne være med til at opleve igen

Henrik Hansen

- Henrik er en, som jeg har kendskab til fra tidligere også. Jeg har fulgt ham meget, først da jeg var med til at hente ham til Horsens som spiller, men også efterfølgende og efter at han er blevet træner. Så jeg har et indgående kendskab til personen, og han er en intelligent fyr, der var meget fodboldklog som spiller, og det har han bragt med sig, siger OB-træner Kent Nielsen til klubbens hjemmeside

Læs også OB-anfører vil lukke snakken om nedrykning

Tilbage til Odense

38-årige Henrik Hansen har i det seneste år været assistenttræner i SønderjyskE, hvor han som spiller tilbragte en stor del af sin karriere. Siden han for tre år siden lagde støvlerne på hylden, har han været en del af trænerstaben i Haderslev-klubben, og derfor var det ikke en let beslutning for ham at skifte SønderjyskE ud med OB.

- Det er klart, at der er mange følelser involveret, når man skifter fra en klub, der har betydet så meget for mig, som SønderjyskE har. Da jeg fik henvendelsen, og der var grønt lys fra begge klubber, krævede det naturligvis nogle overvejelser. Men efter at have gennemtænkt det grundigt og efter flere gode samtaler med både Jesper Hansen og Kent Nielsen, var jeg ikke længere i tvivl.

- Så selvom det er vemodigt at sige farvel til SønderjyskE, så er det min egen beslutning, og jeg glæder mig til at tage de næste skridt i min trænerkarriere. Det er helt oplagt for mig, at det skal ske i OB, hvor jeg havde en god tid som spiller, og hvor jeg som bosiddende i Odense kender den eufori, der kan være i byen omkring fodboldholdet. Jeg er overbevist om, at OB er på vej i den rigtige retning, og den glæde vil jeg rigtig gerne være med til at opleve igen, siger Henrik Hansen. 

Læs også Nu hedder guleroden Europa

Analytisk skarp og humørrig

I Odense skal Henrik Hansen igen arbejde sammen med Kent Nielsen, der ser frem til at få den tidligere midtbanespiller ind i sin stab.

- Det handler om at kunne se et større billede af en fodboldkamp, og det har han altid været god til, og han har været dygtig til at overføre det i sin trænergerning. Derfor får vi en assistenttræner, der er analytisk skarp, der er humørrig, og som har en god indgang til spillerne på et både fagligt og menneskeligt plan. Så alt i alt er jeg rigtig glad for at det er lykkedes at blive enige med både SønderjyskE og med Henrik Hansen om de forskellige vilkår, forklarer Kent Nielsen.

Henrik Hansen vil være en del af OB’s trænerstab, når opstarten til den nye sæson begynder 18. juni. 

Læs også Lyngby og OB deler i underholdende kamp