I det fynske folks tjeneste

Holst afviser: Han førte ikke valgkamp for mig

Forsvarsminister Carl Holst svarer nu igen på kritikken. Han afviser, at hans nuværende spindoktor Christian Ingemann har ført valgkamp for ham, mens Ingemann var ansat i regionen.

Flere medier - herunder TV 2/Fyn kan i dag afsløre belastende mails og beskeder omkring Carl Holst og hans nuværende særlige rådgiver, Christian Ingemann.

Men Carl Holst nægter, at Christian Ingemann hjalp ham med valgkampen, mens han var ansat i regionen i Projekt "Smart vækst og velfærd".

- Jeg mener ikke, at han har ført valgkamp for mig. Han har ført min kalender for at få hverdagen til at hænge sammen, men han har ikke været ude på gader og stræder og hængt valgplakater op, siger Carl Holst til TV 2/NEWS tirsdag.

- Han har løst nogle opgaver, som skulle løses, uanset om der var valgkamp eller ej.

- Jeg har ikke behov for at sige undskyld, siger han.

Et flertal i regionsrådet i Syddanmark vil nu have sagen undersøgt eksternt.