Indhopper sikrer OB sejr over Horsens

OB slog AC Horsens med 1-0 efter en drømmetræffer kort før tid i et opgør, hvor begge hold fik et rødt kort.

AC Horsens kom lørdag aften ned på jorden efter to sejre i de første to kampe i Superligaen, da holdet tabte 0-1 ude til OB.

Indskiftede Jens Jakob Thomasen scorede et fremragende langskudsmål fem minutter før tid i et opgør, hvor begge mandskaber ovenikøbet fik et rødt kort.

Resultatet betyder, at både Horsens og OB har seks point efter de første tre spillerunder.

Kampen var gennem alle 90 minutter præget af stor taktisk disciplin, og de fremmødte tilskuere var øjenvidner til flere fysiske dueller end flot fodboldspil.

Efter en times spil faldt således kampens første dramatiske højdepunkt, da Horsens' Simon Okosun blev udvist. 

Midtbanespilleren modtog sin anden advarsel efter at have plantet en albue i hovedet på OB's Casper Nielsen.

Herefter foregik spillet på hjemmeholdets præmisser, men fynboerne formåede i første omgang ikke at lukke op for den stramme Horsens-defensiv trods en mand i overtal.

10 minutter før tid faldt så endnu en udvisning, idet Izunna Uzochukwu rev en Horsens-spiller omkuld i en kontra og korrekt modtog sin anden advarsel og marchordre.

Derefter lignede det et målløst opgør, hvor ingen af holdene på dagen havde kvaliteten til at afgøre tingene. Men så tog OB-talentet Jens Jakob Thomasen sagen i egen hånd.

Fem minutter før tid valgte midtbanespilleren at trykke af fra distancen, og afslutningen var så velplaceret, at Horsens-målmand Jesse Joronen ikke kunne forhindre kampens eneste scoring.

Horsens jagtede efterfølgende udligningen til 1-1 og var tæt på i overtiden, men OB-keeper Sten Grytebust fik reddet et flot langskud fra Jeppe Mehl.

Men fynboerne holdt fast i føringen og sikrede sig alle tre point.

Oversigt

    Oversigt